Den nye kærlighed

​

Alle vegne ser vi store forandringer på det seksuelle og familiemæssige område. Livet er fyldt med eksempler. Vi ser seksualiteten sprænge alle normer. Vi ser skilsmisser, nye former for ægteskaber, barnløse ægteskaber, singleliv, homoseksualitet og nye mande-kvinderoller. Er der nogen dybere mening med hele denne forandringsproces?

En tusindårig udvikling​

I lyset af Det Tredie Testamente handler det om en overgang fra Moses-epoken til Kristus-epoken. Moses i Det Gamle Testamente var ægteskabets profet. For ham og datidens mennesker var ægteskabet den højeste livslykke. Derefter kom Jesus og sagde: ”I mit rige tages ikke til ægte”. Han elskede alle uafhængigt af køn og viste dermed fremtidsmålet, opfyldelsen af livets højeste bud: ”Du skal elske din Gud over alting og din næste som dig selv” (Matt. 22.37-39). Kristus var således alkærlighedens profet, ikke ægteskabets.



Fra begrænset sympati til alkærlighed

Vi befinder os i slutningen af dyreriget. Her er evnen til sympati i sin mindste udfoldelse, og virker kun overfor familien og udvalgte individer af det modsatte køn. Derfor opstår jalousi, kamp, konflikter og alles krig mod alle. I livets helhed udgør denne mørkezone kontrasten til alkærligheden. Denne kontrast er nødvendig for overhovedet at kunne opleve lys og kærlighed. I det kosmiske perspektiv bliver alle oplevelser til nytte samt til glæde og velsignelse i deres slutfacit. Hermed stadfæstes livet som en fuldkommen og kærlig skabelsesproces, der fører os alle til alkærligheden. Med denne evne kan vi selv kontrollere Guds ord i skabelsesberetningen: ”Alt er såre godt”.

De ulykkelige ægteskabers epoke

Ægteskabsmoralen har i årtusinder været fundamentet for både samfundet og det enkelte individ. Men hvordan kan et menneske, der overholder ægteskabsloven samtidigt overholde kærlighedsloven om at elske sin Gud over al ting og sin næste som sig selv? Hvis en ægtemand elsker et andet menneske højere end sin ægtefælle, bedriver han jo hor? Dette er mødet mellem to verdensepoker. Verden oplever nu den ny tids fødselsveer. Denne overgang analyseres i hele Det Tredie Testamente. F.eks. i ”To slags kærlighed” og ”Livets Bog” bind 5.

En overgangsperiode

Der er således en dybere mening med alle de eksperimenter og ulykkelige tilstande, vi ser omkring os. Det er en verden af muligheder og faldgruber, der åbner sig for det moderne menneske på det sidste stykke af vejen mod målet: ”Det færdige menneske i Guds billede efter hans lignelse” (1 Mos 1:26).

Alkærligheden

Gud er ikke partisk, elsker ikke blot enkelte individer betinget af køn – Gud er alkærlig. Målet med vores mange liv i den fysiske verden er, at vi selv skal blive ligeså fuldkomne og som Kristus: ét med Faderen.

Det fuldkomne menneske

Dette fuldkomne menneske gifter sig ikke, bliver ikke forelsket eller jaloux og får ikke børn. Det er ved at lade den fysiske verden bag sig og blive et rent åndeligt væsen. Et væsen, der ligesom Kristus, kan opstå fra de døde, dvs. med tankekraft materialisere sig på det fysiske plan uden hjælp fra fysiske forældre. Da har ånden endeligt sejret over materien.

En ny organisk evne

Uvidenhed om denne proces forårsager meget konflikt, intolerance og forfølgelser af de, der er anderledes på de seksuelle felter. Man bliver let kanøflet, hvis man ikke følger skik og brug. Men der er en almengældende proces bag denne forvandling. Ligesom ægteskabstilstanden er organisk og varetages af automatik, forelskelse og parringsdrift, er vi nu vidne til fremkomsten af en ny organisk evne: alkærligheden. I sit slutfacit vil den gøre ethvert møde med næsten til den højeste lykke.

​