Går du og bekymrer dig om jordens klima? 

Så vil jeg i første omgang  anbefale dig at læse nedenstående artikel af Martinus. Bekymringsenergien er nemlig ren gift for sjælen, da den bygger på angst. Og den bedste og sikreste måde at få forvandlet angst til tryghed er viden. 

"Vor væremåde overfor vore omgivelser
er baseret på vor mening om livet."

Martinus

Materialer til læsning på skærm eller download:

Bevidsthedens aksehældning

Livet på jordkloden formes efter dens stilling og forhold til solen. Alt, hvad der kommer ind under begreberne: forår og efterår, sommer og vinter, dagens og nattens længde, de levende væseners særlige fysiske fremtræden, deres særlige udvik­lingsmåde, ja, selve skabelsen af kultur og de der ind under henhørende loves grad af, eller repræ­sentation af humanitet eller kærlighed, er et spørgsmål om jordens “aksehældning”.


Læs hele artiklen her

Hent printvenlig pdf-fil

Følgende uddrag er ligeledes taget fra Martinus åndsvidenskab (Livets Bog 3, stk. 658-668) og er for de meget interessede:

 

658. I vor Udforskning af Døgnkredsløbet kom vi til den Foreteelse, at dettes „Aarstider” eller Kontraster ikke helt passede ind i Jordmenneskets mentale Døgnkredsløb. Vi oplever saaledes her paa vore nordlige Breddegrader, hvor „Livets Bog” bliver til, at Dagen ved Midsommertid er mere end tilstrækkelig til den menneskelige mentale Udfoldelse, medens den til Gengæld om Vinteren er altfor kort. Dette Misforhold imellem Døgnkredsløbets Afsnit og Jordmenneskets mentale Udfoldelse bliver endnu mere iøjnefaldende i selve Polegnene, hvor der, som før paapeget, slet ikke er nogen Nat om Sommeren og ingen Dag om Vinteren. Denne Omstændighed har igen sin Rod i selve Jordjeg’ets Plads i det dræbende Princips Zone. Den udgør en af de Ufuldkommenheder, der endnu knytter sig til dens Skæbne, og som yderligere er med til at betinge Kvaliteten af dens Mikrovæseners nuværende Livsbetingelser.

 

Disse ydre fysiske Livsbetingelser er saaledes i allerhøjeste Grad præget af Jordaksens særlige Hældning i Forhold til Klodens Baneplan i Solsystemet. Paa disse Livsbetingelsers særlige Kvalitet kan vi se, at nævnte Hældning er et udløst Skæbnemoment, der foreløbig holder Jorden i et Forhold til Lyset og Varmen, der i en vis Udstrækning i Realiteten kan betegnes som „Invaliditet” i Forhold til den Grad af Fuldkommenhed, der ellers er at betragte som den normale i Jordjeg’ets fysiske Organisme. Væsenerne maa derfor overvinde de ubehagelige Virkninger af den nuværende Aksehældning i Kraft af deres Intelligens. Denne Overvindelse bliver saaledes i Realiteten en kunstig Levevis. Der, hvor Naturen, hvilket vil sige Klimaet, paa Grund af Aksehældningen bliver ugunstigt for Væsenernes Eksistens, maa disse paa kunstig Maade skabe gunstige Forhold. Det er denne Skabelse af kunstige Livsbetingelser, vi allerede var inde paa før, da vi blev Vidne til, at Væsenernes mentale „Eftermiddagsudfoldelse” maatte strække sig ind i Nattens Omraade. De maa i stor Udstrækning selv skabe Betingelser eller Muligheder for denne Udfoldelses Manifestation.

 

Da der efter Solnedgang eller Mørkets Frembrud ikke forekommer tilstrækkeligt Lys til nævnte Manifestation, maa man paa kunstig Maade frembringe dette. Og det er i Henhold hertil, at de forskellige Former for kunstigt Lys er blevet opfundet.

 

Da Jordaksens Hældning ogsaa afstedkommer det for Væsenernes naturlige Liv forholdsvis strenge Klima, de stærke kontrastrige Aarstider med Vinterkulde, Frost og Sne om Vinteren og en noget for stærk Varme om Sommeren, maa Væsenerne, for at bringe deres Manifestation op paa den fulde „Sommerudfoldelse”, ogsaa her skabe kunstige Muligheder. De maa saaledes bygge Huse og leve en stor Del af deres Tilværelse indenfor disses Vægge for at beskytte sig imod Klimaets Haardhed, ligesom Klæderne jo ogsaa er beregnet paa at skabe den samme Beskyttelse.

 

659. Som vi her har set, maa den Del af den jordmenneskelige Tilværelse, der ikke er i Kontakt med Døgn- og Aarskredsløbets Tidsomraade, saaledes paa Jorden opretholdes kunstigt. At denne store kunstige Opretholdelse kun er blevet til for at være et Værn imod Lidelse er en Kendsgerning for ethvert Kulturmenneske. Men naar der i Jordorganismen saaledes findes en fremtrædende Lidelse, som Menneskene maa værge sig imod, maa kæmpe for at overvinde, vil dette ligeledes gøre det til Kendsgerning for den udviklede Forsker, at Aksehældningen og den heraf følgende Tilstand forhindrer Jorden i at befinde sig i sit naturlige Leje eller rette Forhold til Solsystemets Centrum. Hvis det ikke netop forholdt sig saaledes, vilde dens Mikrovæsener ikke paa nogen Maade have haft andre Besværligheder at skulle overvinde end de almindelige Problemer, der opstaar i Kampen med de øvrige Medvæsener om Eksistensberettigelsen. Der vilde ikke eksistere noget som helst i Retning af, at Makrovæsenets Organisme i sig selv vilde være en Fare for dens normale Mikroindivider, saa at disse ligefrem maa kæmpe med denne for at kunne bevare deres lovmæssige Plads i dens Indre. At Jordmenneskene netop repræsenterer en saadan Kamp er ogsaa en stærkt lysende Kendsgerning. Hvorledes skulde ellers det nuværende højt udviklede Kulturmenneskesamfund kunne repræsentere en saadan for dets normale Tilværelse nogenlunde taalelig Eksistens, hvis det ikke efterhaanden havde forstaaet paa kunstig Maade at overvinde de Vanskeligheder, Moder Jord ved sin egen Skæbnebølges Ugunst havde paaført sin egen Organisme? — Hvorledes skulde det have været muligt for nævnte Samfund uden denne Kamp at have fundet Livsrum paa de Steder af Kloden, hvor Naturen er generende? — Er det ikke netop denne Kamp, der for det samme Samfund har gjort overordentlige store Udstrækninger af Jordens Kontinenter beboelige, tjenlige for dets højt kulturelle Udvikling og Manifestation? — Hvad vilde disse Zoner have været for et saadant Samfund, hvis det ikke havde opfundet Ting, der kunde neutralisere Virkningerne af Makroorganismens Ugunst? — Vilde der ikke der, hvor nu Jordens største Udtryk for intellektuel Kunnen findes, kun have eksisteret primitive Livsformer, robuste, behaarede Abemennesker eller grove dyriske Naturmennesker, der ligesom Dyrene kunde leve i Huler eller paa anden barbarisk Maade kunde modstaa de tempererede Zoners voldsomme skiftende Aarstider? — De, der ikke kunde modstaa de koldere Zoners dræbende Klimaer, maatte jo opholde sig i Ækvatorialzonen, der heller ikke er særlig gunstig, idet Besværlighederne her gaar i Retning af den modsatte Yderlighed. Her er Klimaets Varmegrad noget for høj i Forhold til Menneskets Legemstemperatur. Og hele det kulturelle Liv, der nu behersker Verden igennem de tempererede Zoner, vilde heller ingen Blomstring kunne have opnaaet, hvis ikke Mikrovæsenerne selv, igennem deres Opfindsomhed og tekniske Kunnen, kunde have skabt sig et Værn imod Klimaets forfærdelige Ugunst.

 

At den jordmenneskelige Tilværelse er blevet af en saa høj Standard i teknisk Kunnen, skyldes udelukkende den Omstændighed, at Jordmenneskeheden maa føre hele sin Eksistens paa kunstig Basis og ved en permanent Kamp imod Følgerne af Jordaksehældningen.

 

660. Nu vil man maaske spørge: Kunde dette da have været anderledes? — Og hertil maa Svaret urokkeligt blive, at det aldrig kan være Udtryk for Normalitet, at en Makroorganisme i sig selv i større eller mindre Grad er ødelæggende for sine egne normale og derfor uundværlige Mikrovæsener. Og naar Jorden, saaledes som her er konstateret, netop indtil en vis Grad befinder sig i denne Situation, maa denne Situation absolut betragtes som en Abnormitet, der jo igen er det samme som „Invaliditet”. Men en Invaliditet har altid en Aarsag. Og Aarsagen til Jordorganismens Invaliditet er ikke vanskelig at paapege. Selve Jordorganismen befinder sig jo som et Organ i Solsystemet og faar sin livgivende Kraft fra Solen. Den befinder sig saaledes i et overordentligt stort Afhængighedsforhold til denne. Da dette Forhold paa en eller anden Maade er blevet forstyrret, vil der her ligesom i enhver anden Organisme, hvor det indbyrdes Forhold imellem Organerne bliver forstyrret, opstaa uheldige Komplikationer, der mere eller mindre fjerner de normale Livsbetingelser og i tilsvarende Grad gør den normale Oplevelse af Livet besværlig.

 

Og det er netop saadanne Besværligheder, der præger den jordmenneskelige Eksistens. Disse Besværligheder gør det altsaa til Kendsgerning, at Jordens Forhold til Solen som nævnt er blevet forstyrret.

 

661. Som bekendt repræsenterer Jordaksen en vis Grad af Hældning i Forhold til Jordens Baneplan omkring Solen. Hvis denne Hældning ikke eksisterede, men Jordaksen derimod var fuldstændig lodret i nævnte Baneplan, vilde Jorden helt være i Kontakt med Solen. Og den førnævnte Invaliditet i Jordorganismen vilde da have været en Umulighed. Der vilde ganske vist endnu have eksisteret en svag Antydning af Aarstider, og der vilde have været lidt for megen Varme i Ækvatorialzonen, og en noget for stærk Kulde i Polegnene, men i hele den tempererede Zone, altsaa den Zone, der i Virkeligheden er bestemt til at være Sædet for Jordens intellektuelle eller mest fremskredne Mikroorganismer, vilde der være en evig Sommer, repræsenterende et Klima, der i Gennemsnit vilde være lig vort nuværende bedste Septemberklima. Dag og Nat vilde være 12 Timer hele Aaret rundt over hele Kloden. Og Menneskenes mentale Kredsløb vilde saaledes være helt i Kontakt med baade Døgnkredsløbet og Aarskredsløbet. De behøvede saaledes ikke at strække deres Eftermiddagsudfoldelse ind i Nattens Domæne. Der vilde være tilstrækkeligt Sollys til deres Energiudfoldelse, ligesom alle Former for Bolig- og Varmeproblemer vilde være overordentlig reduceret. Udviklingen vilde føles meget lettere, for det dræbende Princip vilde jo ogsaa være reduceret og kun komme til Udfoldelse i den Kamp, der nødvendigvis maatte være mellem Væsenerne indbyrdes i Kraft af deres endnu dyriske Seksualisme og den heraf følgende Parringsdrift og Selviskhed.

 

662. At Jordaksen har faaet denne omtalte Hældning kan kun skyldes en overdreven Tyngdeudfoldelse i Jordens Bevidsthed, hvilket vil sige en Mentaludfoldelse, der var for voldsom i Forhold til dens Fastholdelse i dens naturlige Plads i Systemet. Denne Mentaludfoldelse, som vi senere skal komme tilbage til, har medført ligesom et Chok for Jordjeg’ets fysiske Organisme. Denne har „forskubbet” sig i sit Leje. At dette ikke har kunnet gaa stille eller ubemærket af for dens Mikroindivider er naturligvis en Selvfølge. Og vi har da ogsaa Sagn om store Naturkatastrofer, Kontinenter der er gaaet under, sunkne i Havet. Vi har Beretninger om Syndfloden, „Vandene der steg indtil 15 Alen over de højeste Bjerge” og lignende. At saadanne Gigantkatastrofer har fundet Sted kan ikke bestrides. Men de nærmere Tids- og Stedbetegnelser for disse Gigantkatastrofer, samt hvor højt „Vandene steg”, har ingen Betydning i denne Forbindelse. Dog skal vi lige fremhæve, at Aarsagen som før nævnt skyldes en for stærk tyngdemæssig mental Udfoldelse. Da Jordklodevæsenet kun kan have stærk mental Udfoldelse til de Medvæsener, der hører til dens eget Mellemkosmos, vil nævnte Mentaludfoldelse saaledes være det samme som en Korrespondance mellem Jordklodevæsenet og et eller flere af disse Væsener. Da disse Væsener overfor os udgør de Foreteelser, vi kalder „Himmellegemer”, vil det Chok, der har fremkaldt Jordklodens Aksehældning saaledes være identisk med en for stærk Energiudveksling i dens Korrespondance med, eller i dens Forhold til, disse Himmellegemer. Om denne for stærke Vekselvirkning af Energi i sin rent ydre fysiske Fremtræden har givet sig Udslag i, at et af disse Legemer paa sin Vej igennem Verdensrummet er kommet i en farefuld Nærhed af Jordbanen eller det har givet sig Udslag i en hel anden ydre fysisk Foreteelse, forandrer ikke i nogen som helst Grad ovennævnte Analyse. Vi har derfor her kun til Opgave at paavise disse fjerne fortidige Gigantkatastrofers nuværende Virkninger. Og som allerede nævnt er det disse Virkninger, der ligger til Grund for, at Jordmenneskene i en vis Udstrækning selv maa skabe den Beskyttelse for, eller det Værn om, deres Eksistens eller deres Liv, som Jordkloden af Naturen, grundet paa sin, af de fortidige Katastrofer fremkaldte, Invaliditet, nu ikke er i Stand til at yde dem. Livet i Jordklodeorganismen er derfor, grundet paa nævnte Invaliditet, noget sværere for dens Mikrovæsener, end Tilfældet ellers vilde have været, hvis dens Aksehældning var helt i den normale Indstilling til Systemets Centrum.

 

663. Men det er jo ganske den samme Gene, som ethvert Fejltrin i Bevidsthedsudvidelsen afstedkommer hos alle Universets øvrige Beboere. Hvis et Jordmenneske kommer ud for en for stærk Tyngdemanifestation i dets mentale Udfoldelse, hvilket vil sige et „Hidsighedsanfald” og f. Eks. geraader i Slagsmaal, kan det jo risikere, at Følgerne af dette bliver legemlige Læsioner foruden de mentale mørke Tankestemninger, en saadan Oplevelse altid afstedkommer. Dets Skæbne kan naturligvis ogsaa føre det ind i andre Former for Læsioner eller Ulykker. At disse Oplevelser i første Instans ikke tjener til at skabe lyse og lykkelige Livsvilkaar for et saadant Væsens Mikroindivider er en Selvfølge. Og der, hvor de medfører en kronisk eller akut Invaliditet, kan det ikke nægtes, at en saadan Organismes Ydeevne som Bolig eller Livsrum for dens normale Mikrovæsener er tilsvarende forringet. At dette ikke kan undgaa at præge de paagældende Mikrovæseners Skæbne er naturligvis ogsaa en Selvfølge. Disse Væsener maa da paa kunstig Vis søge at indordne sig under de ved Invaliditeten paaførte abnorme Forhold. Og det er saadanne Forhold Jordmenneskene til en vis Grad befinder sig i, og som de i stor Udstrækning har faaet Evnen til at overvinde Følgerne af. Men denne Evne er altsaa blevet til paa Grund af Jordinvaliditeten. Og da denne Evne er en stor Udvidelse af Væsenets Skabeevne, er en stor overlegen mental Kunnen, der ikke vilde være blevet saa hurtigt udviklet, saafremt Jordakseforholdet ikke var blevet forskubbet, ser man her, hvorledes en Invaliditet medfører en forceret Udvikling eller giver Væsenerne Mulighed for paa et langt kortere Tidsrum, end det ellers vilde være Tilfældet, at opnaa en særlig bestemt udviklet Bevidsthedstilstand.

 

Som før berørt har Jordmenneskenes Kamp med de klimatiske Forhold været et overordentligt stort Plus for deres rent tekniske Udvikling. Opfindelsen af det kunstige Lys og Evnen til at bygge Huse vilde have været ukendte Foreteelser paa Jordkloden. Men saa kan man naturligvis hævde, at der uden Jordinvaliditeten heller ikke var Brug for saadanne Foreteelser. Og det er jo rigtigt. Men Opfindelsen af det kunstige Lys førte til Udviklingen af Kendskabet til Elektriciteten, ligesom Arbejdet med at bygge Huse førte til Udviklingen af at kunne opføre eller konstruere store indviklede tekniske Foretagender, der nu sætter dem i Stand til mere og mere at opfylde det guddommelige Bud om at gøre sig Jorden underdanig. I en Verden, hvor Menneskene ikke behøver kunstigt Lys eller kunstig Varme, ikke behøver at bygge Huse og lignende, vilde der mangle en overordentlig stor Del af den Ansporing til Udvikling, der nu gør sig gældende i den jordiske Menneskehed. Den nævnte Menneskeheds Individer vilde nærmest være at ligne ved Beboere af en Slags paradisisk Sydhavsø i Forhold til det teknisk udviklede Kulturmenneske. At samme Kulturmenneske i stor Udstrækning, grundet paa denne sin tekniske Udvikling, er blevet et endnu større Redskab i det dræbende Princips Tjeneste end Beboeren af den paradisiske Sydhavsø, viser jo kun, at førstnævnte Væsen har faaet et foreløbigt Forspring i Udviklingen. Det er paa Grund af Jordinvaliditeten naaet et Stykke længere frem imod det dræbende Princips Kulmination i Spiralkredsløbet end nævnte Sydhavsbeboer.

 

664. Saa vil man naturligvis igen kunne spørge om, hvilken Fordel der kan være ved en forceret Udvikling. Et Væsen, der har Evigheden at tage af, kan da umuligt faa Mangel paa Tid. Og Svaret maa selvfølgelig blive, at det slet ikke er Tiden, det drejer som, naar der er Tale om forceret Udvikling. Med Hensyn til denne, da er der rigeligt. Tiden er jo selve Evigheden. Men det, det derimod drejer sig om, er at skabe Udviklingsmuligheder. Men Udviklingsmuligheder er jo baseret paa Sansning, og Sansning igen paa Oplevelsen af Kontraster. Jo mindre kontrastrig Væsenets Oplevelse af Livet er, jo fattigere eller mere elementær bliver denne Oplevelse, medens det modsatte er Tilfældet, jo mere kontrastrig den er. Det er nemlig kun Kontrasterne, der kan sanses. Da alle Kredsløb har sine „Aarstider”, og disse er Hovedkontrasterne, bliver al Udvikling saaledes i Virkeligheden afhængig af disse Kontraster. Hvis disse „Aarstider” i et Kredsløb ikke er ret kontrastrige, bliver der tilsvarende færre Udviklingsmuligheder. Er disse derimod meget kontrastrige, bliver der tilsvarende mange Udviklingsmuligheder. Ligesom Aarstiderne i vort fysiske Aar her i de tempererede Zoner er temmelige kontrastrige og derved skaber større Barskhed i de klimatiske Forhold, og disse igen har tvunget Menneskene til en Tænkningsretning og Skabemulighed, de ellers aldrig vilde være kommet ind paa, saaledes tvinges Væsenernes Tænkningsretning ogsaa ind i Baner og Former i Kraft af alle andre Kredsløbs Kontrastforhold. Med andre Ord, Væsenernes Tankefunktion reguleres fuldstændigt igennem Kredsløbenes Aarstiders indbyrdes Kontrastforhold. Væsenernes Udvikling forstærkes eller formindskes saaledes henholdsvis igennem disse Kontrasters Forstærkelse eller Formindskelse. Naar det levende Væsen oplever en „forceret Udvikling”, skyldes denne Oplevelse saaledes ikke et Hastværk, men derimod en udvidet Oplevelsesmulighed. Jo flere Oplevelsesmuligheder, der findes indenfor et bestemt Tidsrum, desto mere udviklet kan Væsenet

blive indenfor det samme Tidsrum, medens det modsatte er Tilfældet, jo færre Udviklingsmuligheder nævnte Tidsrum indeholder.

 

665. Nu vil man kunne spørge, hvorfor Væsenerne saaledes ikke altid skal have lige store Udviklingsmuligheder, idet man maaske vil synes, at dette var mere harmonisk og ligevægtigt og vilde give en større Ro og Fred end den, der fremkommer ved den nugældende rytmiske eller svingende Udviklingsform. Men hertil vil der saa igen være det at svare, at Væsenerne ligesaa godt maa opleve Kontraster her som i alle andre af Livets Forhold. Hvis Væsenernes Oplevelse af Livet ikke foregik eller blev reguleret ved en skiftende hurtig- og langsomvirkende Udviklingstilstand, vilde der aldrig i nævnte Oplevelse i noget som helst Tilfælde forekomme det, vi kender under Begrebet „Hvile”. Livet vilde være en evig ustandselig Oplevelse af Arbejde eller Manifestation uden Hvile. Hvilen er jo netop identisk med den formindskede Oplevelsesmulighed, der udelukkende kun kan indtræde eller skabes ved Kontrasternes Formindskelse paa samme Maade, som Arbejde kun kan skabes ved Kontrasternes Forstærkelse. Den „forcerede” eller forstærkede Udvikling er saaledes, som nævnt, ikke et Spørgsmaal om Hastværk, men udgør derimod kun det samme Forhold til Kontrastprincippet, som en hvilken som helst anden Ting, og paa hvilket Forhold en Tings Tilgængelighed for Sansning udelukkende beror eller er baseret.

 

666. Vi har saaledes her faaet Lejlighed til at faa et lille Indblik i Kredsløbsprincippets Love. Vi har ikke alene set, hvorledes Jordmenneskenes Livsbetingelser i stor Udstrækning reguleres igennem Aarskredsløbets Kontraster, men vi blev ogsaa Vidne til, hvorledes en Invaliditet i sit Slutfacit skaber Velsignelse. Vi saa, hvorledes Jordkloden ved sit forrykkede Akseforhold i sit Baneplan i Systemet skabte en vis unormal Tilstand for sine menneskelige Mikrovæsener, men at disse efterhaanden overvandt Skavanken indtil en saadan Grad, at de med deres Huse, kunstigt Lys og kunstig Varme efterhaanden blev uafhængige af den Gene i Klimaet, som Aksehældningen afstedkommer. Og at dette gav dem Mulighed for en Hjernetræning og Bevidsthedsudvikling, der nu efterhaanden vil give dem Adgang til en intellektuel Viden og Kunnen, som ellers vilde have været udelukket paa jordiske Kontinenter. Den paradisiske Tilstand, Jordmennesket ellers vilde have været underkastet, er ikke særlig udviklingsbefordrende. Den mindre kontrastrige Oplevelsesform, den repræsenterer, er ganske rigtig den mildeste eller behageligste for Væsenerne, men hvis den ikke af og til afløstes af en stærkere kontrastrig Oplevelsesform, „forceret” Udvikling eller det, vi kalder Lidelse, Smærte eller Ulykke, vilde Livet i Virkeligheden kun blive en Slags sovende Tilstand i Forhold til den vældige Aktivitet, der nu som en skiftende Form for Arbejde og Hvile overalt eksisterer som identisk med Livet.

 

667. Da enhver Foreteelse i sig selv kun udgør en Rytme, der maa afløses af en ny Rytme, hvilket i Virkeligheden, som vi har set, er det samme som en „Aarstid” i et Kredsløb, der maa afløses af en ny „Aarstid”, er enhver Ting i sig selv et Kredsløb eller noget af et Kredsløb. Paa samme Maade er Jordaksens abnorme Forhold ogsaa kun en Rytme eller „Aarstid” i et af dens Skæbnekredsløb og vil blive afløst af en ny Rytme eller en „Aarstid” i nævnte Kredsløb. Dog skal man ikke vente sig, at Jordorganismen i denne Jordjeg’ets nuværende fysiske Inkarnation vil komme ud for et saa voldsomt Chok, at dens Akse pludselig vil blive bragt tilbage i sin normale Stilling i Jordens Baneplan omkring Solen. En saadan Gigantkatastrofe kan for Jordens Vedkommende ikke mere finde Sted. Hvis Jordaksen overhovedet kan vende tilbage til den lodrette Stilling i Baneplanet, kan det kun ske paa en for Mikrovæsenerne næsten umærkelig Maade, en Maade, der vil tage Aarmillioner og atter Aarmillioner for sin Fuldførelse. Dens Invaliditet er saaledes paa en Maade kronisk. Men da Invaliditeten ikke har været af en større Grad, end at dens menneskelige Mikrovæsener paa kunstig Maade har kunnet eliminere dens Følger og samtidigt har Materiale nok, saasom Elektricitet, Brændsels- og Byggemateriale etc. til Skabelse af et fortsat Værn imod dens Følger, saaledes at endog en „rigtig menneskelig” Tilværelsesform senere her kan blive muligt, vil en pludselig Akseforskubbelse slet ikke være paakrævet. Ja, den vilde endog være en Slags meget farlig „Operation”, der let kunde medføre en helt ny og endnu mere farlig Form for Invaliditet. Og denne Invaliditet vilde blive saa meget desto farligere, eftersom den ikke alene vilde blive en stor fysisk Læsion for Jordens Mikrovæsener, men den vilde ogsaa blive en fremtrædende intellektuel eller mental Svækkelse for det samme Væsen, idet dets menneskelige Mikroindivider tilsammen udgør dets fornemste eller vigtigste Organ for dets fysiske Mentalitet, ja, er selve Sædet for dets fysiske Dagsbevidsthed, og disse Væsener nu i stor Udstrækning befinder sig paa alle Dele af Kloden med Undtagelse af selve Polomraaderne, der jo ikke hører med til dens animalske eller ædlere Dele, men derimod er henhørende under dens Skelet- eller Bruskregioner. En pludselig og derved voldsom eller brutal Akseforskubbelse vilde saaledes ikke kunne undgaa at medføre saa katastrofale Følger, at ikke alene hele Kontinenters Livsformer maatte gaa under, men hele menneskelige Kulturcentres Udslettelse vilde ogsaa blive en Kendsgerning. Voldsomme Storme, Jordskælv og Syndfloder, fra blandt andet smeltende Isregioner ved Polerne, vilde sprede Død, Rædsel og Undergang ud over andre Kontinenter. De nu oparbejdede kulturelle Kræfter eller Spirer til en kommende højere human Verdenskultur vilde forsvinde i dette Ragnarok. En hel anden og ringere Menneskehed maatte derefter inkarnere paa Jorden. Der vilde ingen Betingelser være for en gradvis Fortsættelse ad en Udviklingsbane som den, dens nuværende Menneskehed er underkastet. Jorden vilde ganske vist ved dens Aksefald tilbage til dens normale Leje blive i et fuldkomment Forhold til Solen, hvorved dens kontrastrige Aarstider næsten vilde være forsvundet og dermed en Slags paradisisk Tilstand igen være indtraadt paa dens Kontinenter; men et saadant paradisisk Livsbetingelsesforhold vilde jo kun passe for primitive Beboere af paradisiske Sydhavsøer. Og hvis Kloden skulde befolkes med saadanne Væsener, vilde dette altsaa betyde et Tilbagefald. Disse Væsener stod jo ikke paa Højde med den Menneskeheds Gennemsnitsmentalitet, der nu befolker Jorden, og de vilde yderligere helt være afskaaret fra at opnaa denne Gennemsnitsmentalitet, grundet paa Jordklodeaksens Lejefuldkommenhed i Systemet. Det vilde saaledes være en Kendsgerning, at Jordklodevæsenet var blevet et baade fysisk og mentalt set ringere Væsen efter Akseforandringen, end det var i Forvejen. Men at et Væsens tilegnede Erfaringer, Talenter og Evner pludseligt skulde kunne tages fra det, og Væsenet faktisk maatte befinde sig i en Tilstand, som om det aldrig havde ejet eller oplevet disse Ting, vilde jo være det samme som, at disse havde været ganske nytteløse. Hele Jordklodejegets Oplevelse af Akseforandringen vilde have været ulogisk, altsaa en Tilstand, der er ganske umulig i Universet. Jordaksens „pludselige” Tilbagefald bliver saaledes her synlig som absolut umulig. Man kan naturligvis ogsaa fremhæve, at Jorden ved Aksens Tilbagefald til sit normale Leje vilde faa Betingelser for en Inkarnation af en færdig eller rigtig Menneskehed i sin Organisme. Og det kunde den naturligvis ogsaa; men hvad saa med Menneskeheden? — Denne Menneskehed har helt vænnet sig baade fysisk og mentalt til at tænke, handle og skabe i Forhold til den af dem selv oparbejdede kunstige Livsbasis og er herigennem allerede naaet saa langt frem i Udviklingen af ren menneskelig Mentalitet, hvilket vil sige i Humanitet og Kærlighed, at en saa voldsom Katastrofe, som en „pludselig” Akseforandring maatte medføre, ikke kunne undgaa at komme til at berøre Mennesker, der forlængst er vokset over en saadan Skæbne. Men da ingen Væsener kan paaføres en Skæbne, de er vokset over, vil Jordaksens „pludselige” Tilbagefald saaledes som før nævnt være en Umulighed. Ethvert Udviklingstrin har sin Skæbnebegrænsning. Et Væsen, der befinder sig i „den guddommelige Verden’’, kan ikke rammes af en fysisk Ulykke, ligesom et Væsen, der er hjemmehørende paa det fysiske Plans Mord- og Lemlæstelseszone, ikke kan overskygges af „den hellige Aand” eller „kosmisk Bevidsthed”. Enhver Bevidsthedstilstand er jo et Trin imellem de to Yderpoler: Had og Kærlighed. Jo mere man befinder sig nær Hadets Pol, jo mindre Oplevelse af Kærlighed. Og jo mere man befinder sig nær Kærlighedens Pol, jo svagere bliver Oplevelsen af Hadets Virkninger. Med Hadets Virkninger forstaas her ikke alene alt, hvad der kommer ind under Menneskenes indbyrdes Krige, Forfølgelser, Splid og Uenighed, men ogsaa alle andre Former for dræbende og ulykkebringende Foreteelser, saasom: Naturkatastrofer, Jordskælv, Cykloner og Orkaner og ligesaa de gigantiske Katastrofer, der engang har forvoldt Jordaksens nuværende Hældningsgrad. Og det er som nævnt disse sidstnævnte Katastrofer, der ikke mere kan ramme Jorden, idet de repræsenterer en Grad af dræbende Natur, der ligger altfor nær Hadets Pol, til at de kan komme til Udfoldelse i den Zone, hvor Jordorganismens ædleste Dele eller vigtigste Mikrovæsener: Jordmenneskene befinder sig. Her findes ganske vist endnu Krig og Lemlæstelsesprocesser forvoldt af disse Væsener selv, men disse Foreteelser er ikke i sig selv saa store, at de i Forhold til Jordorganismen er katastrofale. Tværtimod, i dette Perspektiv eller i selve Jordbevidstheden er de kun at udtrykke som Detailler i en ufarlig Krise, en Krise, som alle Væsener normalt maa igennem umiddelbart i den begyndende Oplevelse af „den store Fødsel”, hvilken Oplevelse Jorden jo, som andet Sted i „Livets Bog” betegnet, er i Færd med at blive indhyllet i. I denne Oplevelsestilstand kan det ikke nægtes, at Gigantkatastroferne er en Umulighed. Saa drastiske Skæbnebølgers Tilbagevenden kan ikke forenes med det Kærlighedens Trin, som Jordorganismens ædleste Mikrovæsener nu udtrykker. En saadan Katastrofe her vilde være paa tværs af alle Naturlove, ja, vilde sætte selve den i Verdensaltet forekommende kulminerende Logik helt i Skammekrogen. Jorden vilde i en saadan Situation, hvor Begivenhederne førte den ind i en af de nævnte Gigantkatastrofer, maaske nok være heldig og faa sin Førlighed med Hensyn til Aksehældningen tilbage og faa ophævet den herpaa baserede fysiske Invaliditet, men da de menneskelige Mikrovæsener af den nuværende Kulturstandard derefter ikke vilde finde Betingelser for deres Udfoldelse og saaledes maatte ophøre med at inkarnere paa Kloden, og paradisiske, men uintelligente Væsener maatte indtage deres Plads, vilde Jordorganismen saaledes ved Katastrofen være blevet forringet. Da Jordmenneskene i særlig Grad er Sædet for Jordorganismens mentale Kræfter, vilde nævnte Forringelse saaledes i tilsvarende Grad ogsaa være af mental Natur. Men en mental Forringelse vilde jo være det samme som en ny Invaliditet. Jorden vilde i Stedet for sin nuværende fysiske faa en mental Invaliditet. Og dette er jo lige det modsatte af, hvad der er forjættet den. Det er ganske rigtigt, at der er bebudet den, at dens „sidste Tider” skal blive en Ulykkens og Lidelsernes Kulmination, hvor „Djævelen” skal rase i al sin Vælde, og dens mentale Atmosfære skal være „Graad og Tænders Gnidsel”; men alle disse Foreteelser er tilsammen for Jordklodejeg’ets Organisme og Mentalitet netop ikke andet end den førnævnte normale sjælelige Krise, der altid maa gaa forud i et Individs Mentalitet, før den helt bliver taget i Besiddelse af „den hellige Aand” eller „den store Fødsel”. Denne Krise er netop ogsaa i Biblen udtrykt som „Dommens Dag”. For Jordjeg’ets Bevidsthed betyder „Dommens Dag” saaledes ikke Skabelsen af en ny Lemlæstelse eller Invaliditet i dens Organisme, men derimod et mentalt Opgør med den selv, en indre Bedømmelse af dens Væsens Natur til Fordel for en ny, og fremtidig til det bedre forandret, baade fysisk og mental Livsform. Det er denne ny mentale og fysiske Livsform, der ogsaa i Biblen henholdsvis er udtrykt som den kommende „ny Himmel” og „ny Jord”. Jordjeg’et bliver saaledes i Stand til igennem sin Krise, igennem sit Opgør med sig selv, at erkende sin Bevidsthedstilstand som mindre fuldkommen og i Kraft af denne Erkendelse i Stand til at dømme sig selv til at skabe en for dets Mikroindivider mere heldig, mere fuldkommen og derfor mere kærlig fremtidig Tilværelse. Dette er den „fortabte Søn”s sidste Syn, sidste Beslutning, sidste Villie. Det er den, der bliver Slutfacittet i enhver højere sjælelig Krise. Det er den, der kommer til Syne i Jesu Bevidsthed i Gethsemane, da han udbryder: „Fader ske ikke min, men din Villie”. Dette er altsaa „Dommedagens Dom”, dens Facit og Kulmination. Derefter gaar Vejen udelukkende til Faderen, hvis Nærhed er den „ny Himmel” og „ny Jord”, og hvis Favntag er Kærligheden, der igen er Lyset, Lykken og Saligheden.

 

668. Vi er her igennem Kredsløbsprincippet blevet Vidne til, ikke alene dette, at Guddommen vender alt til det gode, skaber Velsignelse og Lys igennem Invaliditet, men er ogsaa blevet Vidne til, at Jordens Skæbnebølge nu med stærk Fart urokkeligt fører mod — ikke en ny Invaliditet, — men imod „Dommedagens Dom”, fører mod en Tilværelsesform, hvor Guds Villie bliver Jordjeg’ets Bevidsthed og Villie. Jordklodevæsenet eller vort nærmeste Makroindivid bliver „Eet med Faderen”. Og igennem samme Væsens Organisme, der er vor Himmel og Jord, ser vi her Guds Aands lysende Straalevæld begynde at funkle os i Møde. Og med det intellektuelle Sollys i vort Væsen vil den evige Fred være en Kendsgerning over jordiske Kontinenter, Zoner og Sfærer.