​"Der hvor uvidenhed ophører med at eksistere, forsvinder det såkaldte onde."​
Martinus

Martinus deler hjemland med den store eventyrforfatter H.C. Andersen, som kunne gøre et eventyr ud af virke­ligheden. Man kan sige det om­vendte om Martinus. Han har gjort eventyret til virkelighed ved at forvand­le religionernes evige kerne og ubegrænsede kærlighedsbudskab til åndelig videnskab!

Og hvem er det, der har brug for åndsvidenskaben? Det er de mennesker, i hvis bevidsthed sorger, lidelser og skuffelser har vakt medfølelsesevnen med andre, der har det svært. Altså mennesker, hvis følelsesliv er udviklet til en kærlighedsevne ikke blot rettet mod ét væsen af modsat køn, men mod omgivelserne i det hele taget.

”Jeg ønsker at bidrage til at skabe fred i verden,“ svarer Martinus på det første spørgsmål. ”Jeg vil vejlede folk i deres søgen, til at finde den vej, der fører til fred og lykke i verden.“

Ved at straffe mennesker efter juridiske love bryder man den kosmiske lov om at tilgive. Igennem Kristus er der blevet sagt til menneskene, at man skal til­give sin næste ikke blot syv gange daglig, men indtil halvfjerdsindstyve gange syv gange daglig. Det vil i virkeligheden sige, at der ikke findes nogen situation, i hvilken man ikke skal tilgive. Kan det nu også være rigtigt at følge denne læresætning?

​

Åndsvidenskaben vil blive en faktor i den jordmenneskelige kultur, som i fremtiden vil få overordentlig stor betydning, idet den vil kunne hjælpe de enkelte mennesker bort fra flokbevidst­heden og frem til en individuel tænkeevne. Mange mennesker tror ganske vist, at åndsvidenskaben blot er en ny religiøs sekt, eller forening, man kan blive medlem af. Men det er en misforståelse.

Døden er en gåde for de fleste mennesker. “Der er jo ikke kommet nogen tilbage og har fortalt, hvordan der er på den anden side, og der er måske ikke engang nogen anden side”, sådan siger folk almindeligvis. Det er derfor naturligt, at jeg i mine foredrag også behandler dødens mysterium, som efterhånden skal ophøre med at være et mysterium og også skal ophøre med at være noget, mennesker skal nære angst eller rædsel for.

Forestillinger om evig hvile, evigt helvede og evigt himme­rige er overtro. Kun livet eksisterer som en evig rytme, baseret på kontrastprincippet. Man hører ofte i vore dage, at mennesker er trætte af at leve. Tanken om et ‘evigt liv’ synes de ligefrem er uhyggelig. “Kunne man blot komme bort fra alle livets besværligheder, sove og aldrig vågne mere”, siger de. De befinder sig i en situa­tion, hvor tanken om total udslettelse synes dem at være at foretrække for alt andet.

Vi kan nok sige, at eventyrets verden eksisterer ikke på samme måde, som den fysiske verden gør det. Eventyrets verden er skabt og digtet af mennesker. Men hvorfra henter digterens fantasi de overnaturlige
væsener og begivenheder, er de blot grebet ud af luften?

Arbejdet med åndsvidenskaben stiller visse krav til den stude­rende. Ikke blot rent intellektuelt, den side af sagen er ikke den vanskeligste. Hvis man tilegner sig stoffet lidt efter lidt, efterhånden som man har brug for det, vil hjerneceller, der endnu ligger latent i ens hjerne, udvikles, og man vil mærke, hvordan evnen til at forstå tingene gradvis vokser, og lige sådan evnen til at forklare analyserne for andre, der virkelig er hungrige efter en sådan viden og indsigt.

Livets Kongevej er en vej, der fører igennem to store evige livsterræner eller livsepoker, der er at udtrykke som ‘indvikling’ og ‘udvikling’. Af disse to livs­terræner befinder jordiske livsformer, mineraler, planter og dyreformer indtil den menneskelige livsoplevelsestilstand, sig i den første epoke. Derfor begynder menneskene også at kende lidt til den.

Den absolutte betingelse for et fuldkommen sundt og lykkeligt liv for det levende væsen er væsenets livsmod og dets harmoniske forhold til Guddommen.

Alle mennesker har brug for at vide noget om livsmodet. Det menneske der er i besiddelse af det rigtige livsmod, er nemlig uovervindeligt over for negative kræfter.

“...Mange moderne mennesker betragter bøn som naivitet og overtro. – Bøn er en videnskab for sig. – Bønnens funktion er at blive en levende samtale eller en korrespondance med det universelle væsen, som vi lever i...”

Menneskenes livsoplevelse er i virkeligheden oplevelsen af et gigantisk skuespil, et skuespil, hvori vi alle er rollehavende. Men der er det ejendommelige ved dette store skuespil, som vi kan kalde skæbnen, at vi ikke alene er rolle­havende eller skuespillere, men samtidig også tilskuere. Det skuespil eller skæbnespil, hvori vi alle er både aktører og tilskuere, er et evigt scenisk panorama med skiftende scenerier lige fra de mest bloddryppende og hadomspundne dramaer og helvedesagtige kulisser til de mest strålende eventyr og kær­lig­heds­scener med kulisser af det reneste mentale guld.

Det levende væsens organisme skal have næring ligesom alt andet, der skal frembringe kraft. En ild kan ikke brænde, uden at der kommer ved på ilden; der skal stadig fyres. En maskine kan ikke gå, uden at der tilføres næring. En elektromotor skal have strøm, og der skal fyres op under en dampmaskine eller en dampkedel osv.

Mon der findes mange mennesker, for hvem den daglige tilværelse er noget absolut stabilt, noget absolut lykkeligt? Hvis et menneske skulle svare fuldstændig ærligt og oprigtigt på dette spørgsmål ud fra erfaringer, det har gjort med sig selv og andre, måtte svaret blive benægtende. Menneskene er ikke lykkelige. De er somme tider lykkeligere end til andre tider, men det er ikke nogen stabil tryg­hed og lykketilstand.

...fra Martinus åndsvidenskab

Kære N. N.
Tak for Deres venlige brev af 21. februar og ligeledes tak for den tillid, De i dette viser mig. Jeg forstår, at De har det meget svært, og jeg vil oprigtigt ønske, De kan blive helt rask. Men det er stærkt begrænset, hvad jeg kan gøre i den retning. Jeg kan ikke gøre mirakler. Dette ligger alene i Guds hånd. Jeg kan kun sige, at de tunge skæbner ikke er en ‘straf’ fra Gud.

Menneskene har i umindelige tider stirret mod stjer­nerne uden at vide, hvad det er, de virkelig ser. De har opdaget, at de udgør planeter, sole og mælke­veje eller galakser. De har også efterhånden tilegnet sig viden om nogle af disse soles og planeters baner i rummet. De er også begyndt at komme ud af den gamle overtro,at jorden var den eneste klode, der var beboet...
Men hvad fortæller denne viden menneskene?

Alle levende væsener på det fysiske plan har to former for livsoplevelse. Den ene form for livsoplevelse er den, vi udtrykker som vor vågne “dagsbevidsthed”. Den anden form for livsoplevelse er den, vi oplever, når vi sover på det fysiske plan eller på anden måde er bevidstløse. Denne udtrykker vi som vor natbevidst­hed.

Jordens mennesker og den åndelige verden og paradiset. De væsener, for hvem den åndelige verden og paradisoplevelsen er særlig aktuel, er dem, der efterhånden har fået udviklet en begyndende betydningsfuld fysisk bevidsthed. Disse væsener har en af denne deres fysiske udvikling affødt tilsvarende åndelig bevidsthed. Vi skal her blot give en lille skitse af disse væseners paradis.

Ligesom der ikke kan blive ordnede forhold inden for et samfund af individer, der ikke har regering, således kan der heller ikke blive ordnede forhold inden for et samfund af nationer, så længe dette samfund ikke har lov- og retsvæsen, ikke har regering. Og udviklingen har da også allerede begyndt fosterdannelsen til en sådan regering og øvrighed. Dette foster viser sig for os i det daglige liv som identisk med manife­stationen af F. N.

Livet på jordkloden formes efter dens stilling og forhold til solen. Alt, hvad der kommer ind under begreberne: forår og efterår, sommer og vinter, dagens og nattens længde, de levende væseners særlige fysiske fremtræden, deres særlige udvik­lingsmåde, ja, selve skabelsen af kultur og de der ind under henhørende loves grad af, eller repræ­sentation af humanitet eller kærlighed, er et spørgsmål om jordens “aksehældning”.

Læs om, hvordan man får kræfter til at tilgive sin næste, når han eller hun på forskellig måde generer én og fylder ens liv med vanskeligheder og problemer.

I de allerfleste uindviede menneskers sind eksi­sterer der en frygt for døden. Denne frygt kan endda være så stor, at den er med til at nedbryde selve livsglæden eller glæden ved at være til. Mange sygdomme kan ledes tilbage til denne frygt. Intet menneske kan i virkelig­heden tåle at være angst, og det er heller ikke naturligt og rigtigt at være det.

Vor tids mennesker lever i en verden fuld af problemer, og nogle af de største og vanskeligste tårner sig op inden for det område, vi kalder ægteskabet. Ulykkelige ægte­skaber og skilsmisser er i dag ikke en undtagelse, det er snarere sådan, at det er ved at være undtagelser, når man møder mennesker, der har levet lang tid sammen i et lykkeligt ægteskab. Men hvad er årsagen til, at det jordiske menneske lever i det, jeg kalder de ulykkelige ægte­skabers zone?

Forudsigelsen om “Dommedag”

Der er mange mennesker i vore dage, som under de meget uroligeforhold vi oplever og med udsigt til endnu mere urolige tider meget gerne vil vide lidt om fremtiden.

...fra Martinus åndsvidenskab.

Vi såkaldte mennesker har vel tidligere i vor udvikling ernæret os af en ren vegetarisk kost, hvorfor begyndte vi så at slå dyr ihjel, dyr både i vandet og på land jorden, for derefter at ernære os af blandet kost, "husmandskost", som vi kalder det i Sverige for tiden?

Til løsningen af de store livspro­blemer hører også dette, at mennesket får en forståelse af, at der eksisterer et Forsyn. I menneskenes instinkt-epoke eller deres naturmennesketilstand tvivlede de ikke om, at der eksi­sterede et forsyn, en Guddom eller guddomme bag ved hele den fysiske verden, bag dens elementer, be­vægelser og skabeprocesser, men i vor højt oplyste materialistiske epoke er opfattelsen af et forsyn så at sige gået tabt. Selv opfattelsen af, at der skulle eksistere højere udviklede væsener end menneskene, betragtes af mange som umådelig naivt, som noget, intelligente mennesker virke­lig ikke kan være bekendt at tage alvorligt.

Selv de “troende” tror det ikke. Et af de største problemer, ja, måske det største i verden, er at komme til forståelse af det bibelske udtryk: “Alt er såre godt”. En sådan udtalelse vil af de fleste mennesker i dag blive betragtet som abnorm. Med alt det mørke og al den sorg, ulykke og lidelse, der er i verden, vil man tværtimod hævde det modsatte.

Elektriciteten hører hjemme i grænseområdet mellem den fysiske og den åndelige verden. Det jordiske menneske er et såkaldt fysisk væsen og oplever en fysisk tilværelse, dvs. en tilværelse, hvor det får lov at jonglere med den fysiske materie i alle mulige faste, flydende og luftformige tilstande.

For mange mennesker har begrebet “Himmeriges rige” ikke nogen særlig interesse. De mener nærmest, at det dækker over noget ganske naivt, – noget der i virkeligheden kun er religiøs overtro og således slet ikke har rod i virkeligheden. Denne uvidenhed er ikke uden risiko. Thi et menneske, der ikke regner med Himmerigesrige, er det samme som et menneske, der slet ikke forstår den tilværelse, det lever i.

Fra Bibelen kender vi begrebet “Guds ånd over vandene”. Ligeledes kender vi en udtalelse af Kristus, hvor han om natten har en samtale med Nikodemus og siger: “Uden nogen bliver født af vand og ånd, kan han ikke komme ind i Guds rige”. Hvad menes der med dette, at “Guds ånd svævede over vandene”, og med udtrykket “at blive født af vand og ånd”?

Med hensyn til menneskenes sympatiske anlæg, deres ægteskabsstilstand og seksuelle opfattelse hersker der stor forvirring i vor nuværende tidsalder. Den udfoldes i en tilstand, der skaber overordentlig megen sorg, bekymring, skinsyge, jalousi, ulykkelig kærlighed og ligefrem mord og drab. Troskabsløfter og vielsesattes­t­er ignoreres i stor udstrækning. Hertil kommer så de seksuelle afsporinger, perversiteter, sadisme, kleptomani, pyromani og lignende. Hvad er forklaringen på alt dette?

At Adam ikke var en mand, fremgår jo tydeligt af den omstændighed, at så måtte der samtidigt med ham have eksisteret kvinder. Til hvad nytte at et væsen er skabt som et hankønsvæsen i en verden, hvor der ikke er hunkønsvæsener?

Alkærligheden vil afløse ægteskabs­kærligheden. Man kan således begynde at se, at en sådan kærlig­hedens sfære allerede er nået et vist stykke vej fremad i sin udvikling. Og den vil blive ved med at fortsætte fremad til sin kulmination i menneskets væremåde. Den får mennesket til at elske sin næste, som det elsker sig selv. Men når alle mennesker således udvikler sig til at udstråle en så guddommelig kærlighed til alt og alle, får denne uundgåeligt familiekærligheden, broderkærligheden og kærligheden til ægtefællen til at blegne.

Hvad er årsagen til det primitive menneskes forfølgende af alkærligheden? Hvoraf kommer denne forfærdelige uvilje, der hos visse væsener ligefrem grænser til had og forfølgelse?

Vi ved alle, at vi er født til denne verden, og at vi engang skal dø. I almindelighed er det ikke noget, man går og tænker over, men af og til dukker tanken op, ikke mindst når man oplever andres død, specielt når det drejer sig om mennesker, man har holdt af og vil savne i den daglige tilværelse.

Nøglen til visdommens port er ydmyghed. Ydmyg­hed er selve “nøglen til visdommens port”, idet det er den bevidsthedstilstand, der giver adgang for det jordiske menneske til den virkelige indvielse, det, jeg i mine kosmiske analyser kalder “den store fødsel”, oplevelsen af komsisk klarsyn.

Fast, flydende, luftformig og stråleformig materie. Noget af det første, det tænkende menneske begynder at opleve, er,at det befinder sig som midtpunkt i et uendeligt ocean af kræfter, der skaber bevægelse og udløser en række forvandlingspro­cesser. Det opfatter dog ikke straks alle disse kræfter som bevægelse, tværtimod.

Hvad forstaar vi ved Aand?  Vi ved fra vor Børnelærdom, at Aand var noget, der kom over Apostlene, hvorved de fik en anden Bevidst­hedstilstand end den, de før havde. De kom til at tale i andre Tungemaal. Dette maa De ikke forstaa saaledes, at Apostl­ene kom til at tale andre Sprog. Apostlene havde en aandelig Oplevelse, i hvilken de blev bevidst i andre Tankearter end dem, de hidtil havde kendt, de blev med andre Ord bevidste i en højere Viden om Tingene.

Her på vore breddegrader har vi det store guddomme­lige gode, at den fysiske naturs principper bliver åbenbaret på en sådan måde, at samme naturs skiftende scenerier bliver et billede eller et symbol på selve det evige livs principper.

I vore dage forekommer en meget stor udbredelse af den svaghed, vi kalder ”træthed”. Der er mennesker, der kan føle sig så trætte, at de synes, at de kunne lægge sig fladt ned på jorden for at hvile, næsten ligegyldigt hvor de så end befinder sig. At en sådan træthed er meget gene­rende, er selvfølgeligt. De fleste mennesker er ikke sådan stillet, at de ikke har et eller andet arbejde at skulle udføre for dermed at tjene til livets ophold. Og i et sådant tilfælde bliver det pågældende menneske endnu mere nedbrudt, idet trætheden da begynder at gå det på nerverne. 

Hvis ikke der var en mening med de nuværende tilstande i verden, med krigen og alle de øvrige besværligheder, ville det være yderst nedslående. Men der er en mening, en hensigt.

I gamle dage var menneskene delt op i to kontrasterende klasser, en herskerklasse og dens slaver.

Korset er lysets symbol og udtrykker sandheden. Korset, som ved Jesu lidelseshistorie blev ophøjet til et lysets symbol, var allerede forinden ved sin særlige struktur udgørende et af livets fornemste symboler, idet der ikke findes nogen som helst mulighed for at skabe et bedre eller mere fuldkomment symbol for det levende væsens mest ophøjede manifestation eller væremåde end netop i form af krydset eller korset.

For ethvert oplyst menneske er det for længst blevet en kendsgerning, at alt omkring os er i bevægelse, er under omdannelse, befinder sig under omskabelse. Bevægelse er således livets fornemste kendetegn, er simpelt hen dets måde at ytre sig på.

De drivende kræfter bag al livsoplevelse er begær, ønsker og længsler. Uden begær ville den tilværelsesform, som i dag præger menneskeheden, aldrig kunne være opstået, og ligeledes ville der ikke være nogen fremtid for menneskene, hvis ikke deres bevidsthed var opfyldt af ønsker og længsler.

Kernen i vort åndsarbejde er at hjælpe søgende mennesker til at finde ‘det faste punkt’ i tilværelsen. Så længe et menneske ikke har fundet dette ‘faste punkt’, ved det ikke, hvad det, vi kalder ‘bevægelse’, egentlig er. Enhver bevægelses virkelige analyse kan kun foretages ud fra det absolut ‘faste punkt’. Hvad er da ‘det faste punkt’, og hvad er ‘bevægelsen’?

​

Hvor livsbetingelsen er at dræbe

Alle levende væsener har en bevidsthed. Men bevidst­heden er ikke lige stærkt detaljeret. Plantens bevidsthed er således kun en anelsesbevidst­hed. Den evner kun at ane forskel på begreberne ‘behag’ og ‘ubehag’. Dyrets bevidsthed derimod er ikke alene blot anelse. Dyret formår også at opleve vågent dagsbevidst.

I gamle dage troede menneskene på “ånder”, ligesom de troede på engle, men en sådan tro bliver af de fleste mennesker i dag stemplet som “overtro”. Man vil kun tro på reali­teter, eller på det, man direkte kan opleve med sine fysiske sanser. Men hvad er der egentlig bag det, vi oplever med vore ­fysiske sanser?

Engang i fortiden virkede jordånden 100 procent som skytsånd for jordmenneskene gennem de indviede konger, som var besat af makrovæsenets vilje. Det var det guddommelige diktatur. Diktaturet degenererede, fordi både jordvæsenet og jordmenneske­heden skulle opleve en langt højere bevidsthedstilstand, og ‘nye tider’ bebudedes af profeter, som også i større og mindre grad var besat af nye impulser fra jordvæsenets vilje.

Det tilsyneladende kaos, der hersker blandt menneskene i øjeblikket, er ikke ensbetydende med jordklodens og menneske­hedens tilintetgørelse, som mange mennesker tror, det er tværtimod “fødselsveer”, idet jordklodevæsenet er ved at skulle opleve en helt ny udviklingsepoke, som også i allerhøjeste grad vil komme til at gribe ind i de jordiske menneskers tilværelse.

Legemet er forgængeligt. Vi er alle underkastet en fysisk lov, der betinger, at vor bevidsthed ikke vedvarende kan bæres af det fysiske legeme, idet det bliver forældet, så de for en fuld fysisk tilværelses- eller oplevelsesform nødvendige funktioner ikke vedblivende kan befordres med dette. Vi vil derfor alle før eller senere uundgåeligt komme til at opleve det øjeblik, da vort fysiske legeme totalt nægter at fungere videre, og vore venner og omgivelser oplever, at vi dør.

Hvad er den dybeste årsag til al krig, disharmoni og lidelse i verden? Hvad er det, der får mennesker til at skabe mordvåben og ødelægge andre levende væseners livsoplevelse med drab og lemlæstelse? Hvad er det, der bevirker, at der findes ulykkelige skæbner og får mennesker til i depression og livslede at begå selvmord?
Der er kun en eneste ting, der er årsag til alt dette, og det er de jordiske menneskers egen mening om livet.

I årtusinder har det inden for den jordmenneskelige sfære været således, at der har været personer, der har siddet inde med umådelige besiddelser, gigantiske ophobninger af penge, gods og guld, mens de øvrige i samfundet har vansmægtet i armod og sult, nød og elendighed og i stor udstrækning været de redskaber, ved hvilke de førstnævnte personer kom i besiddelse af den overdrevne mængde af samfundsgoderne. Samfundet blev derved opdelt i to grupper af mennesker, som efterhånden er blevet udtrykt som “den besiddende klasse” og “underklassen”.

Martinus tale ved et medarbejdermøde på Martinus Institut i anledning af Sagens 50-års jubilæum 24. marts 1971. Martinus regnede datoen den 24. marts for Sagens fødselsdag, da han den 24. marts 1921 gennemgik den gyldne ilddåb.

Hvis Guddommen var et levende væsen på samme måde som ens nabo eller som ethvert andet levende medvæsen i tilværelsen, og ligesom ethvert af disse befandt sig et eller andet sted henne, da ville man lige så let kunne leve uden denne guddom, som man kan leve uafhængig af et eller andet medvæsen i Afrika, Austra­lien, Amerika eller Asien. Men nu er det, der skjuler sig under begrebet ‘Gud’, imidlertid noget ganske andet end et tids- og rumdimensionelt, stedbundet væsen, som man kan rejse til
eller finde på den eller den klode eller i den eller den himmel.

I vort århundrede har den jordiske menneskehed på en meget ubehagelig måde erfaret, hvordan flokbevidsthed eller flokmentalitet kan blive årsag til forfærdelige ulykker og lidelser. En enkelt mand fik millioner af andre mennesker til at strække armen i vejret og råbe “heil” og derefter til med trampende støvler at marchere ud i verden for at drage andre folkeslag ind under samme massesuggestion ved våbenmagt og propaganda.

Livet er en enhed, kombineret af bevægelse og stilhed. Den mest gennemgribende faktor i jordmenneskenes daglige liv er deres arbejde eller beskæftigelse, hvorigennem de udfolder hovedparten af deres energi.

Ved ordet “besættelse” tænker man i almindelighed på et fysisk væsen, som er “besat af en ond ånd”. Nogle mennesker tror på, at noget sådant kan finde sted, medens de fleste mennesker i vor materialistiske tidsalder, i alt fald her i vesten, er af den mening, at “besættelse” er gammel overtro, og at der ingen ånder findes, hverken onde eller gode.

Ethvert levende væsen er i virkeligheden en foreteelse, som er i bevægelse, og det gælder ikke alene i den betydning, at vor fysiske krop bevæger sig fra sted til sted. Bag den fysiske bevægelse eksisterer en anden form for bevæ­gelse, som man kalder forvandling. Alle levende væsener er undergivet en proces, i kraft af hvilken de umuligt kan vedblive at være det samme væsen som før. Denne forvandlingsproces er både en fysisk og en åndelig realitet.

Ægteskabets degeneration eller opløsning er vel et af de mest synlige tegn på, at mennesket er underkastet en forvandlingsproces. Vi ser, at ægteskabets hellige løfte er i færd med at tabe sin autoritet.

Gennem de østerlandske religioner lærer man, at meditation er vejen til fuldkommenhed. Man lærer, at man helst skal slippe alle jordiske bånd og materielle begær og længsler og gå ind i ensomheden og udelukkende
koncentrere sine tan­ker på Gud og de højeste ting. Dette, at gøre denne indstilling til det primære i de østerlandske folks kultur, har helt formet disse folks livsindstilling og væremåde. Men det har ikke givet dem
fuldkommenheden.

Vi har allesammen oplevet, at der forekommer noget i menneskenes væremåde, vi kalder “det onde”. Og hele den menneskelige tilværelse har igennem utallige årtusinder været en kamp imod dette onde. Dette onde giver sig til kende i væsenernes væremåde som en sabotage imod andre væseners liv. Og så længe menneskets væremåde er inficeret med denne tendens til i større eller mindre grad at skabe sabotage imod andre levende væsener, må de levende væsener således frygte hverandre. De må danne sig værn imod hverandre. De levende væsener er de levende væseners fjender.

De levende væsener, hvis bevidsthed manifesterer sig gennem individuelle organismer, kan inddeles i tre grundtyper: dyr, mennesker og engle. Af disse grundtyper eller hovedarter af levende væsener er dyrenes gruppe den, der er mest kendt af det jordiske menneske. Det vil mange måske synes er mærkeligt, de vil mene, at de jordiske mennesker vil have størst kendskab til menneskegruppen, fordi de vil have den opfattelse, at jordmennesket selv tilhører denne gruppe. Det gør det imidlertid ikke, men det vil engang komme til det.